Bygherrerådgivning ifm. opførelse af ny rådgivnings- og rehabiliteringsenhed for borgere, der er berørt af kræft. Center for Kræft & Sundhed København som bygningen hedder nu, er det første center af sin art i verden der dækker både rådgivning og rehabilitering for kræftramte.
Visionen for byggeriet var at skabe et center der skulle være mere som et hjem end et hospital, samtidig med at bygningerne skulle skabe opmærksomhed omkring kræft som sygdom uden at stigmatisere patienterne. Byggeriet er opført som en serie af mindre huse der i form og skala, minder om traditionelle huse.
Center for Kræft & Sundhed København omfatter foyer, biblioteksområde, kreativt værksted, aktivitetsrum, klublokale, to træningssale til hhv. gulvøvelser og styrketræning, omklædningsfaciliteter, redskabsdepot, behandlingsrum for fysioterapeuter mv., samtalerum, kontor- og personalearealer, undervisningsrum, undervisningskøkken, foredragssal. Dertil er der en indeliggende gårdhave til rekreative formål samt adgang fra træningssale til haveanlæg med løbe- og vandrerute til træning og rekreative formål.