Korngården består af fire etagehusblokke opført i 1958, disponeret på et grønt areal i Ballerup. De fire blokke er udformet som lange, ensartede stokke i fire etager. Alle 248 boliger er ensartede 3-værelses boliger uden altaner. Byggeskader og forekomst af skimmelsvamp, kombineret med en utidssvarende funktionalitet i boligen gjorde, at Korngården gennemgik en gennemgribende og gennemtænkt renovering. Med støtte fra Landsbyggefonden udarbejdede DOMINIA en bæredygtig helhedsplan for bebyggelsen og stod for den efterfølgende renovering.
Hele bebyggelsen er renoveret og opdateret til moderne komfort og med nye fællesfaciliteter. Der er etableret ældreegnede boliger og lejligheder med tilgængelighed for handicappede samt et udbud af moderne familieegnede boliger.
Der er blevet udbedret byggeskader, facaderenovering inkl. skimmelsvampssanering og udskiftet nedslidte installationer. Endelig er friarealerne revitaliseret og adgangs- og parkeringsforholdene forbedret. Fire boliger er blevet nedlagt og omdannet til portgennemgange, der skaber forbindelse på tværs af de lange blokke.
ENERGIRENOVERINGEN AF KORNGÅRDEN FIK VARMEFORBRUGET TIL AT FALDE 60 %
Alle boliger er udført med balanceret ventilation med varmegenvinding, der sikrer det mest optimale indeklima. Alle tekniske installationer er udskiftet til komponenter med lavt energiforbrug. Summen af energibesparelsestiltag, herunder isolering af facaderne og udskiftning af vinduer, resulterede i en beregnet energibesparelse på 60%. Boligerne er udstyret med ”grønne” kontakter, der kan slukkes et centralt sted i boligen, og dermed bidrager til reducering af stand-by forbruget.
Projektet fokuserede desuden på brugeradfærdens betydning for hvilke energibesparelser, der kan opnås ved energirenovering af ejendommen og blev fulgt af et forskningsprojekt ved Center for Indeklima og Energi ved DTU Byg, støttet af Grundejernes Investeringsfond.